Forældresamarbejde

Det er vores opgave at danne rammer, som gør det trygt for alle børn at være i Børneinstitutionen Enghave, samtidig med, at børnene bliver udfordret, via medbestemmelse, kreativitet og fysisk udfoldelse. Fundamentet for at kunne arbejde med børnene på denne måde er et tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og institution. Vi vil derfor gerne bygge bro mellem barnets to verdener og sikre, at barnet føler så meget sammenhæng som muligt i sit liv.

Opstart i vuggestue eller børnehave
Som nye forældre i institutionen får I tilsendt en velkomstfolder med mere specifik information om indkøring, institutionens pædagogik, hverdag og særkender. Gennem indkøringen hører vi gerne om barnets vaner, særlige hensyn, legemønstre, familierelationer etc samt fortæller lidt om vores erfaringer med det gode forældre/institution samarbejde m.m. 
Vi arbejder også på at gøre overgangen fra vuggestue til børnehave så sammenhængende og let som muligt. Vuggestuebørnene får flere anledninger til at besøge børnehaven og pædagogerne deler vigtig viden og samarbejder for at overgangen bliver god.

Løbende kommunikationen
Vi ved at lydhørhed, dialog og viden om praksisser er væsentlig for den gode samarbejdsrelation til jer forældre. Derfor modtager i blandt andet ugeplaner via Aula, hvor aktiviteter og begivenheder for den kommende uge fremgår. På den måde er alle forberedt på ugen der kommer og I forældre har også et greb til at tale med jeres børn om dagene i institutionen. Ugeplanerne hænger desuden på vores tavler eller dørene ind til stuerne.

Vi sender også gerne fotos og lidt tekst fra dagene via Aula - oftest i en opsamling fra ugen der gik, hver fredag.
Vi afholder desuden to årlige forældremøder, som sætter fokus på institutionen overordnet, men også på de individuelle stuer.

Er der behov for en snak?
Vi lægger stor vægt på åbenhed og dialog gennem hele jeres tid i vores institution. Vi har derfor altid tid til en samtale, når I forældre føler behov. De samtaler, som kræver, at vi skal sidde uforstyrret, søger vi at afholde på tidspunkter, hvor det ikke bliver til for stor gene for dagens rytme. Derudover holder vi tre måneders samtaler i både vuggestuen og børnehaven.

Traditioner og fællesskab
Vi inddrager meget gerne jer familier, når jeres børn går i vores institution. Brobygningen mellem hjem og familie er særdeles vigtig for jeres børn. Vi har i løbet af året flere traditionsfyldte arrangementer, som fx vores sommer pirat-fest, julefesten, med dertilhørende Luciaoptog. Vi afholder også Åbent Hus i udflytteren og forældre-kaffe arrangementer.på stuerne, hvor vi inviterer på lidt hyggeligt og uformelt samvær en eftermiddag.
Derudover holder vi en arbejdslørdag hvert år, hvor I forældre kan komme og hjælpe os med mindre vedligeholdelsesprojekter på legepladser og stuer.
Til jul laver vi julegaver til jer forældre, sammen med børnene, og så har vi i børnehaven også nogle frække julenisser, som gennem december måned besøger alle børnene derhjemme. Vi har også det faste indslag ’Sommerminder’, hvor børnene i børnehaven får mulighed for at fortælle os om deres ferie.

Børnefødselsdage
Vi vil selvfølgelig også gerne fejre børnenes fødselsdage i institutionen. I er meget gerne medbringe boller, snacks eller ”med måde” guf med til børnene. Har I tid, så er I også velkomne til at være med. Alternativt kommer vi – i børnehaven - gerne på hjemmebesøg i forbindelse med dit barns fødselsdag, men det skal så være med hele børnegruppen. Sådan et besøg varer omkring en halvanden times tid – og børnene er rigtig gode til at hjælpe med oprydningen.