Velkommen til Børnehaven
Børnehaven består af Flammerne og Sommerfuglene. Der er 24 børn på hver stue, som bliver fulgt af fire voksne. Børnehavebørnene får deres egen rygsæk, når de starter i institutionen, til transport af madkasse og evt. skiftetøj mellem hjem, institution og udflytter.

Vi planlægger aktiviteter og temaer fremadrettet og laver ugeplaner både i hjemme- og udflytteruger, så børn såvel som voksne er forberedt på ugens aktiviteter og begivenheder.

Børnehaven bor på loftet af Enghave Kirke – derfor hedder børnehavedelen på Vesterbro i daglig tale ’Loftet’. Det er her børnehaven åbner hver dag klokken 7.00, hvor stuerne er samlet indtil den stue, der skal med bussen til udflytteren, begynder at samle sig på legepladsen nedenfor.

Hverdagen på ’Loftet’
Vi bor i nogle charmerende rammer, med funktionsopdelte rum og gode muligheder for såvel den motoriske udfoldelse, som den mere trygge og nære fordybelse. Loftet er indrettet med fællesrum med motoriklokale, legezoner og værksted. Der er god plads til fordybelse gennem spil, legekasser og kreativitet, ligesom vi har et fortællerrum til dialogisk læsning og dukketeater.

Stuen, som er hjemme på Vesterbro, holder morgensamling kl. 9.00 medmindre, at der er særlige arrangementer eller hensyn. Formiddage og eftermiddagene går enten med faste aktiviteter eller leg. Vi har også dage, hvor vi lader vejr, stemning og børneinddragelse bestemme indholdet. Også børnehaven laver en ugeplan med oversigt over vores faste aktiviteter. Vi har typisk 1-2 ture i løbet af ugen, de faste aktiviteter og så et par for- eller eftermiddag, hvor mulighederne er mere åbne og fleksible. Vi benytter også vores ’Store Legeplads’, som både er så stor og varieret, at man godt kan hygge der i flere timer.

Madpakker giver fleksibilitet
I børnehaven spiser vi vores medbragte madpakker kl 11.30. Vi er glade for den frihed som madpakkerne giver. Med dem i rygsækken skal en aktivitet eller turdag ikke afbrydes for at være hjemme til et særligt spisetidspunkt. Og de mange forskellige slags madder og snacks giver anledning til mange gode snakke.

Eftermiddagens sysler
Har man stadig brug for en lur, når man starter i børnehaven, så kan man efter frokost få sig en lur. De øvrige børn leger enten inde eller på legepladsen, hvis de ikke har været ude om formiddagen.

Klokken 14:00 spiser vi eftermiddagsfrugt og lidt hjemmebagt brød fra Gamze, hører historier, synger eller griner. Derefter er der afrydning og en eftermiddagsstund, der som regel er rolig, rar og legende - enten på Loftet eller ude på legepladsen. Klokken 17.00 lukker institutionen.